Jeg havde prøvet mange brud før. Så jeg troede, jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at kærestesorg bestod af en række sorgfaser, man bare skulle igennem.

Men denne gang følte jeg mig fanget i et tankemylder, som nærmest kun tog til i styrke, og hvor følelserne sad så langt ude på tøjet, at jeg havde svært ved at genkende mig selv og mit normalt mere rolige jeg.

Den eneste mulighed for at komme væk fra mit hoved, var at komme ned i den krop, som jeg alt for lang tid havde forsømt.

Bevares, jeg trænede flere gange om ugen og spiste riiiiimeligt sundt. Men når alt kom til alt, havde jeg indtil da set min krop som en maskine, der blev styret fra kommandocentralen mellem ørerne.

Men nu føltes det som om, at min krop havde taget styringen fra mig, og at en enorm uro og mange gamle og nye følelser væltede op med fuld kraft. 

Så jeg begyndte at meditere.

Udfordringen var, at jeg ikke anede hvordan. Jeg hentede diverse apps, tilmeldte mig aftenhold, dagshold og ugehold for at lære det. Dengang anede jeg bare ikke, hvor stor forskel der er på meditationer.

Og selv hvis jeg fandt lidt ro under en meditation, anede jeg ikke, hvordan jeg tog den ro med mig uden for meditationen.

Derfor var det en enorm befrielse, da en god ven anbefalede mig mindfulness. For ikke bare lærer man med mindfulness at meditere. Man lærer også at integrere sin praksis i hverdagen gennem mindfulde øvelser, hvor man er fuldt til stede i nuet og i det, man laver.

Det var... som at komme hjem. 

Pludselig behøvede jeg ikke at flygte fra følelserne. Jeg kunne være med dem eller vælge at give slip på dem, og jeg ikke bare lærte - men kunne også mærke og opleve, hvordan tanker var til at give slip på.

Selv mit gamle sovehjerte blev jeg genforenet med, og jeg svor, at jeg aldrig ville forlade det igen.

Som fire-årig tog min elskede mormor en alt for stor portion nervepiller og druknede sig i badekarret. Ni år senere hængte min far sig i et træ, og yderligere seks år senere døde min morfar reelt af sorgen over tabet af sin elskede hustru, som han aldrig kom sig over.

Særligt min morfars død ramte mig hårdt, da han gennem hele mit liv havde været en slags erstatningsfar. Og det gjorde så ondt at mærke, hvordan han dag for dag mistede modet på livet. 

Da jeg fandt ham siddende i sin lænestol med hovedet bagover, åben mund og lukkede øjne, havde hans hjerte endelig givet ham fred. Men det gjorde forbandet ondt i mange år efter, at der til sidst intet var, som kunne gøre ham glad, eller som han følte, han havde at se frem til. 

Med tiden har jeg lært, at jeg ikke kan redde de, som ikke ønsker at blive reddet.

Men jeg kan hjælpe de, der gerne vil lære de redskaber, jeg selv har brugt til at komme ud af store personlige kriser.

Eller de som ønsker bedre at kunne stå imod en pokkers stresset hverdag i et arbejdsliv, hvor vi endnu ikke tillægger den mentale sundhed nær så stor betydning, som jeg ville ønske og drømmer om.